Det er så uendelig fortærsket at sige: At rejse er at leve. Og det er vel ikke engang nødvendigvis sandt. I hvert fald ikke en fuld sandhed, for hvis der er noget, der er livet - så er det da netop hverdagen. Det er her, vi udfordrer os selv, uddanner os selv, dummer os og bliver dygtigere. Elsker. Og hvad skulle man lige sige som den modsætning, der skulle bevise dette berømte udsagn? At hverdagen er døden?
Nej. En spændende hverdag, det er at leve.
Men hvorfor er det så alligevel, at vi husker alle vores rejser så godt? Og oftest bedre end de fleste hverdage?
Rejserne er jo undtagelser i vores liv. Det er en række parenteser. Det er her, tingene ikke er helt, som de plejer at være. Du er ude i et uvant miljø, og pludselig vælter de psykiske souvenirs op under hjernebarkens kuffertlåg. Og kommer med hjem som gaver til hverdagen og livet derhjemme.
For at rejse - det er jo som at give lidt ilt til livet, og få det hele til at blusse op. Det er nok derfor, man siger, at det at rejse er at leve. Såmænd.
Denne blog er tænkt som et hjemsted for disse psykiske souvenirs. Vi har så mange af dem, at vi ikke rigtig ved, hvad vi skal gøre af dem, så nu vil vi prøve at give dem et hjem her. Det er ikke, fordi vi forventer, at hele verden skal læse med. Men den er da velkommen, hvis den har lyst.
