søndag den 5. december 2010

London

Vi har været i London sammen så mange gange, at det ikke giver mening at prøve at tælle det mere. Vi har været der med vores arbejdspladser, og vi har været der med venner - og endda med TV. Men vi har først og fremmest været der med hinanden.

London er det af vores tilflugtssteder, som ligger allermest i baghaven - hvortil man kan stikke af uden at nogen behøver vide, man har været væk. Og alligevel har man haft en weekend, eller måske bare en enkelt dag, med fødderne solidt plantet i den kosmopolitiske verdensstrøm.

Selv om du er hurtigere fremme, end havde du taget toget til Århus (og prisen er også nogenlunde det samme), så er du alligevel med ét fuldstændig væk fra det lokale. Og du bliver en del af et sted med en bankende puls af impulser fra hele verden. Efter sådan en tur er tavlen lige vasket ren - og hjernen begynder at knitre med de nye inputs og tanker.

Vores sidste tur dertil sammen var en enkelt dag uden overnatning - og det er væsentligt nemmere at gøre, end man lige skulle tro. På den måde er den eneste større udgift selve flybilletten, og hvis du kan holde fri på en hverdag er den som regel temmelig billig selv med kort varsel.

Det kræver naturligvis, at du har en vis idé om, hvad du vil nå og i hvilke områder, du vil være. Om det handler om at pløje Oxford Street, Regent Street og Soho igennem, eller om det er en bestemt udstilling på Tate Modern, der er hovedformålet. Så måske skal din første tur til byen, hvor du stadig døjer med et udueligt folde-ud-kort til undergrunden - ikke være ud og hjem samme dag.

På den tur stod vi og skulle betale for vores varer i en butik, og ekspedienten kiggede på Visa-kortet. Hvorefter hun drømmende udbrød: Oh, you're from Denmark! I always wanted to go there - you eat moose!
 
Så måske ligger Danmark knap så meget i Londons baghave, som London ligger i vores.