Uanset hvor man kigger hen - hele dagen - er der folk igang med at klippe, grave eller rive noget. Især rive. Faktisk bliver alting revet her. Der er damer, der river blade sammen (selv om der hele tiden falder nye blade ned, og man aldrig rigtig tror, de bliver færdige), der er folk, der river de stier vi går på - og der er endda folk, der river stranden...også der, hvor havet skylder op.
Vi har ladet os fortælle af en tjener i caféen, at her arbejder omkring 315 personer på øen. Det er ca. lige så mange, som der kan bo her ad gangen, hvis hvert eneste værelse er solgt.
Resultatet er dog de blødeste strande og stier, og hvor velfriseret det hele end er, så virker det aldrig kunstigt. Det giver den følelse af luksus, der gerne må være forbundet med at flyve helt herned.
Der er noget fascinerende ved personalet her. De er vanvittig flinke. Og ikke engang på sådan en
jeg-er-på-arbejde-så-jeg-må-hellere-være-flink-agtig måde, men simpelthen en helt naturlig form for 'flinkhed'. Man ved, det er naturligt, når de ikke bare er service-agtige, men også samtidig kan joke og grine - eller helt uopfordret vil give dig et godt råd.
Det er med til at gøre det så utrolig hyggeligt at være her. For hvis man begynder at tænke lidt for meget over det, så kan man hurtig få en lidt dårlig smag i munden sådan et sted - for her ligger jeg hvide, vestlige, lettere tykmavsede mand i vandkanten på en fremmed ø, mens mine 315 lokale kulier okser rundt for at servicere mig. Men når hver eneste personale, man går forbi (og det sker selvsagt ret ofte) bryder ud i et stort, blændende smil og hilser på en som god gammel ven...så er det lidt nemmere at glæde sig til at komme ned og ligge i den nyrevne vandkant!
