Hvad du ikke er vant til at gøre under åben himmel (Maldiverne)

Hjemme har vi jo et badeværelse på størrelse med et kosteskab. Og som alle andre badeværelser, vi er vant til at forholde os til, er det et rum, man går ind og låser sig inde på, når man nu skal det ene eller det andet.

En speciel ting ved vores værelse her på Kandooma (som er halvdelen af et hus) er, at når man går på badeværelset eller toilettet her - så går man ind i et rum, der er udendørs! Det ligner alle andre hotelværelser i verden, bare med den forskel, at bag døren til toilettet gemmer sig et rum uden tag.

Det giver en række sjove situationer.

Du er nødt til at lukke døren for at sikre sig, at den dejlige airkonditionerede luft ikke forsvinder ud i den fri luft.
Du står og bader - og er vidne til en flyvende hund, der suser hen over hovedet på dig.
Du skal ud og lave 'stort' eller 'småt', og skal bekymre dig om lydniveauet i forhold til dem, der går forbi ude på stien.
Det storregner hen over natten - og badeværelsesgulvet er vådt næste morgen...

Men når det så er sagt, så er der næsten ikke noget så fantastisk, som at skylle sandet og saltvandet af under en nattehimmel så vild, at det nærmest føles, som om stjernerne eksploderer over hovedet på én.

Ude med riven... (Maldiverne)

Hvis Kandooma i virkeligheden skulle vise sig at være en meget stor trold, der gemmer sig under vandet, så det kun er hovedskallen, der titter frem - så er det uden tvivl den mest velfriserede trold i miles omkreds.

Uanset hvor man kigger hen - hele dagen - er der folk igang med at klippe, grave eller rive noget. Især rive. Faktisk bliver alting revet her. Der er damer, der river blade sammen (selv om der hele tiden falder nye blade ned, og man aldrig rigtig tror, de bliver færdige), der er folk, der river de stier vi går på - og der er endda folk, der river stranden...også der, hvor havet skylder op.

Vi har ladet os fortælle af en tjener i caféen, at her arbejder omkring 315 personer på øen. Det er ca. lige så mange, som der kan bo her ad gangen, hvis hvert eneste værelse er solgt.

Resultatet er dog de blødeste strande og stier, og hvor velfriseret det hele end er, så virker det aldrig kunstigt. Det giver den følelse af luksus, der gerne må være forbundet med at flyve helt herned.

Der er noget fascinerende ved personalet her. De er vanvittig flinke. Og ikke engang på sådan en
jeg-er-på-arbejde-så-jeg-må-hellere-være-flink-agtig måde, men simpelthen en helt naturlig form for 'flinkhed'. Man ved, det er naturligt, når de ikke bare er service-agtige, men også samtidig kan joke og grine - eller helt uopfordret vil give dig et godt råd.

Det er med til at gøre det så utrolig hyggeligt at være her. For hvis man begynder at tænke lidt for meget over det, så kan man hurtig få en lidt dårlig smag i munden sådan et sted - for her ligger jeg hvide, vestlige, lettere tykmavsede mand i vandkanten på en fremmed ø, mens mine 315 lokale kulier okser rundt for at servicere mig. Men når hver eneste personale, man går forbi (og det sker selvsagt ret ofte) bryder ud i et stort, blændende smil og hilser på en som god gammel ven...så er det lidt nemmere at glæde sig til at komme ned og ligge i den nyrevne vandkant!

En verden under havet (Maldiverne)

Snorkling er én af de ting, man kan gøre, mens man er på Kandooma, og som man ikke har noget imod at gøre igen og igen.

Der er flere forskellige muligheder for at snorkle her. Man kan svømme direkte ud fra stranden og se en del forskellige af vennerne fra Find Nemo. Faktisk bor der en hel lille klovnefisk-familie i en søanemone lige ved siden af øens bådebro.

Den anden mulighed er en gratis bådtur hver dag, som sejler dig nogle kilometer væk fra øen, hvor man kan snorkle rundt en 30-40 minutter og se en del forskellige fisk og et væld af koral-typer.

Den tredje mulighed er at betale sig til en to timers sejltur, hvor man kommer endnu længere væk til nogle helt andre rev og for mulighed for at svømme to forskellige steder, alt efter vejret og strømforholdene den dag.

Umiddelbart skulle man ikke tro, der var så meget at se, når man bare svømmer ud fra stranden med masken og snorklen og fødderne. De fleste fisk er helt hvide som sandbunden. Men med mange sjove former. Men pludselig kan der dukke en overraskelse op. Som en løvefisk med pikke og finner i alle mulige retninger som en anden muteret undervands-høstak. Eller som den temmelig store rokke, der i to tilfælde pludselig har rystet det sand, den ligger under, af sig og manifesterer sit grimme, flade fjæs. Den ene gang skræmte den næsten livet af Lars. Begge slags fisk kan vist i øvrigt være temmelig giftige, hvis man ligefrem giver sig i kamp med dem.

Den gratis sejltur hver eftermiddag er alletiders mulighed for at se noget andet end øen, men også for at se den verden, der gemmer sig under havet. Her længere ude på havet boltrer fiskene sig i et utal af farver og former, som er helt utænkelige i et dansk farvand. Det er vildt underligt at se dem, uden at der er en glasrude mellem dem og os. Der er koraller i de særeste former, som store vifter, paddehatte og nogle med store bølgede lilla læber. Og alt mulig andet.

Her den anden dag tog vi så ud på én af de lidt længere ture, hvor man kommer længere væk. Det første rev er klart det flotteste, vi endnu har set. Her fik man virkelig koraller i alle former - og her var også en vild variation af bitte små flokke af fisk, der svømmede ubesværet ind og ud gennem koralunderskoven. Det smukkeste var nok de store stimer af fisk, der langsomt drev forbi revet.

Det andet rev vi så på den tur var temmelig dødt - men til gengæld var der mange ret sjove store fisk.

At snorkle omkring et koralrev er altid fortryllende og så anderledes end noget, man kender hjemmefra. Man føler, nogen har smidt én i vandet hos akvariefiskforhandleren nede på hjørnet.

Men man kan ikke undgå også at føle en vis tristhed. Næsten uanset hvor vi har været med koraller er de efterhånden temmelig afblegede og slet ikke så farverige og mangfoldige, som de har været engang. I 1998 steg havets temperatur pludselig med 5 grader i dette område, da havstrømmene ændrede sig. Samtidig er overfiskeri og os velmenende turister i den grad med til at stresse koralrevene. Det er et kæmpe dilemma, at man kan brænde sådan for at se og kende hele verden, men dermed er med til at ødelægge den med forurenende flyture og fodspor på selv den fjerneste plet af kloden.

Der er dog nogle programmer, der prøver at gøre noget ved de skrantende koralrev. Når man er ude på en tur, bliver man grundigt instrueret i, at man ikke må røre noget eller træde på korallerne. Kandooma har tilknyttet en marinebiolog, som kan fortælle gæsterne om havmiljøet, og der bliver sat stativer ud i havet omkring øerne, som giver korallerne noget at vokse på. Det virker lidt fjollet sådan kunstigt at gro et koralrev, men det virker faktisk ret godt, og der hvor vi har set dem har der været masser af fisk. I én af dem så det endda ud til, at der boede en moræne og i en anden boede der to lion fish. De sødeste beboere er dog to box fish - en spøjs fyr, der nærmest har menneskelignende udtryk i ansigtet.

Kan man andet end holde af Maldiverne? (Maldiverne)

En lille billedserie fra Kandooma

Det basker og kravler... (Maldiverne)

Den første aften sad vi på terrassen og lyttede til havet, der blev brudt mod koraløens kyst ganske få meter fra os. Det var blevet mørkt - solen går jo ned kl. 6 her hele året rundt. Pludselig gik det op for os, at sandunderlaget omkring os var levende - af noget der ved første øjekast lignede en hær af snegle. Men det er ikke snegle. Inden i hvert sneglehus gemmer sig en lille besætter af en krabbe. De findes i alle størrelser sneglehus - og krabbe. Vi aner ikke, hvad det er for nogle krabber - det må vi jo se at finde ud af. Men de er vildt morsomme. Krabberne er ikke helt gode til at lege snegle. Når man nærmer sig, prøver de at ligge helt stille, men det lykkes altid først lige efter, man har set dem. De ville med andre ord ryge ret hurtigt ud af stopdans.






Da vi fik vores vaccinationer, fordi vi skulle til Maldiverne, sagde lægen: "Nu må I passe på flagermusene". Vi syntes, det lød lidt usandsynligt, men pludselig dykkede en skygge ned fra én af palmerne. Det var i virkeligheden helt lydløst. Men underligt pludselig helt uventet at se sådan et dyr, som man kun har set før i fjernsynet. Det må være det, man kalder en flyvende hund. De er i hvert fald store og begynder at baske fra træ til træ inde midt på øen, når aftenen begynder at nærme sig. I første omgang kan man ikke lade være med at synes, de er lidt uhyggelige - men når man ser lidt nærmere på dem, er de faktisk ret søde... Men de er svære at fotografere...

Heldigvis er der ikke slanger og store edderkopper på de her øer - de har ikke klaret at komme over vandet. Men gekkoer har tilsyneladende evnen til at komme drivende på flydende ting fra ø til ø. Og uden de videre store naturlige fjender kan der ret hurtigt komme mange af dem... Vi har en baby-gekko boende på og omkring vores hus - den venter som regel på os ved hoveddøren, når vi kommer hjem - og om aftenen kravler den rundt omme ved terrassen. Den er nok lidt nysgerrig på, hvad vi er for nogle. Når man nærmer sig en gekko, løber de altid op i et træ. De fleste af dem er i den forventelige øgle-agtige farve, men der er nogle af dem, der er i gule og rød-brændte farver. De ligner lidt nogle skrumpede drager, der render rundt på øen og hygger sig.

...og så kom brudene (Maldiverne)

Ja man siger at Maldiverne er det ultimative sted at tage på bryllupsrejse.. nu har vi været her i halvdelen af vores ferie og set 2 brude komme valsende i deres store skrud af brudekjoler. Imponerende at man gider at rejse så langt med en brudekjole under armen... jeg syntes det er rigeligt med en kuffert!

Den ene dag gik vi en tur rundt om øen og pludselig stod der en brud i fuldt udstyr på trappen op til et af strandhusene ... mens hendes ægtemand løb rundt og tog billeder af hende... det må vist være en japansk tradition at tage kjolen med på tur.

Men dagen efter lå vi på stranden og fik den sidste sol og mens vi så solnedgang kom endnu et brudekjole par gående langs vandet... men denne gang havde hun også slør med. Så mens hun poserede for sin nye mand tog hun hele tiden sløret af og på.... de gik frem og tilbage langs stranden og forsvandt bag en busk...ifølge deres sprog lød de mere russiske. Jeg sagde til Andreas at det kunne have været fint hvis hun havde fået taget billeder ude i vandet med en våd brudekjole, men man tager vel ikke sin brudekjole med på tur for så at ødelægge den i alt det saltvand?
Men jeg nåede kun lige at sige det til Andreas - for pludselig gik bruden ud i bølgen blå og fik taget de flotteste billeder (tror jeg) mens bruset af tyl forsvandt under vandet...

Det er dejligt når folk tør gøre noget ekstra for det perfekte billede...

Der må være mange lande, som har tradition for at brudekjolen skal med på bryllupsrejse... har godt nok aldrig set eller hørt om det før. Det er da ikke også en dansk tradition, vel?

Frodig natur (Maldiverne)

Hawaii-blomst er måske ikke det rigtige navn på Maldiverne,
men de giver en dejlig stemning af ferie paradis

En dejlig skyggefuld palme,
de er overalt på øen og giver dejlige skyggefulde pletter.
Andreas elsker at ligge under dem.

Kandooma har deres egen bananplantage,
den er ikke særlig stor,
men den forsyner  os feriegæster med dejlige søde små bananer.

Tænk sig at der gror Amarylis i den frie luft hernede...
Vi forbinder dem med blomster,
vi bruger til jul, men hernede er det en staude,
der står i bede rundt om på øen

En fin blomstrende busk foran vores hus

Øens egen lille planteskole...

En rigtig tropeblomst...ELSKER dem

Øen Kandooma - og ø-kuller? (Maldiverne)

Øen, vi bor på, hedder Kandooma og ligger på den sydlige Male-atoll. Dvs. sådan ca. midt i hele det kæmpe område af mini-øer, der tilsammen hedder Maldiverne.

Og hvad angår størrelse er Kandooma ingen undtagelse. Vi havde læst et eller andet sted, at det tog omkring 45 minutter at gå rundt om hele øen - men det må være for en person med ingen eller meget små ben. Vi gik en tur rundt om øen den første dag, og netop som vi havde fornemmelsen af, vi måtte være ca. halvvejs - så var vi næsten uden for vores eget hus igen.

På billedet bor vi ud for den hvide pil. Det er på den anden side af øen, men det tager kun 5 minutter at gå ned til receptionen, som ligger under de store runde kupler forrest på øen, der lidt ligner store halve kokosnødder. Her er der også restauranter, caféer, pool, vandsportscenter, dykkercenter og al den slags, der hører et resort til. Her er også en strand, hvor de fleste ligger. Vi har dog fundet vores eget lille yndlingsspot, som ligger lige en smule væk fra det andet - ved den gule pil. Her er ikke særlig mange mennesker, og der er meget smukkere. Ved ikke, om det er den umiddelbart 'lange' gåtur til baren, som gør denne klart bedre strand mindre populær? Men det passer nu godt til os.

På midten af øen er der personaleområde, tennis- og vollyballbane - og Kandooma Nursury. Det sidste er dog ikke for mennesker og børn, men et plante nursury, hvor små planter kan gro sig store nok til en dag at blive plantet ud et sted på øen.
Der ligger også et rigtig fint spa og et lille fitnesscenter med aircondition, så helt modsat hvad man skulle forvente, er det faktisk et skønt sted at tage hen og få kulden, når solen bliver ond ved middagstid.

Vi er glade for at bo i den modsatte ende, hvor der ikke er særlig mange mennesker - men når det så er sagt, så er her på ingen måde overfyldt. Det virker, som om værelserne nogenlunde er fyldt - men der er hverken proppet på stranden, ved poolen eller på restauranterne. Faktisk hviler der hele tiden en rolig, afdæmpet stemning over øen, der gør at man automatisk også taler med hinanden i et lavt stemmeleje.

Las os bare sige dette: Her er MEGET dejligt. Vandet er dejlig varmt og solen har ikke skoldet os endnu. Man er tilbøjelig til at lægge sig i skyggen under en palme. Maden er udmærket og egentlig ikke specielt dyr, hvis man ikke lige spiser i den mest eksklusive restaurant The Kitchen, som er et rigtig gourmetsted og lavet som en fin restaurant - bare med den undtagelse, at man har fjernet den ene væg og erstattet den med det brusende, buldrende hav.

Nu kommer så det store spørgsmål: Kan man holde ud at være her og absolut ikke lave det store i 12 dage? Hvornår får man ø-kuller? I skrivende stund er der 8 dage tilbage. I går havde vi noget i retning af denne dialog:

Lars: Jeg kan ikke finde ud af, om jeg elsker eller hader det her...
Andreas (en smule ængstelig): Hvad mener du...?
Lars: Jamen...her er jo fantastisk. Men det er jo det samme hele tiden. Der sker jo ikke noget.
Andreas: Nej... Hvad havde du regnet med, der skulle ske, andet end det her?
Lars: Ikke noget. (Pause) Jeg er nok stadig lidt rastløs...

Hvor lækkert og bounty-agtigt og utrolig skønt det end er her, så er en tur til en maldivisk ø nok lidt en form for dogme-ferie. Ikke på den simple backpacker-agtige måde, men ikke desto mindre med forhindringer - for der sker virkelig ikke noget. Og der er vel ikke rigtig nogen, der ved, hvordan de reagerer, når de bliver efterladt med dem selv på en (indrømmet - ikke øde og også temmelig komfortabel, men ikke desto mindre) lille ø.

Vi er spændt på at se, om vi bliver sendt hjem i en spændetrøje.

Ankomst til Kandooma (Maldiverne)

I skrivende stund befinder vi os begge henslængt på en lille terrasse omgivet af sand. Bølgerne bliver brudt omkring 75 meter fra os. Lars ligger i hængekøjen, Andreas fører pennen her liggende på sofaen. Vi venter på at maden bliver leveret til os i vores Beach Villa. Det er blevet aften på Maldiverne, og alt er godt.

Turen herhen gik glimrende, om end med en smule forvirring undervejs. Først fra Kastrup til London Heathrow og et par timers ventetid. Derefter flyvning hele natten med Sri Lankan Airlines stærkt serviceret af stewardesser i en uniform, der fik én til at forvente, de ville bryde ud i en mavedanserscene fra en Bollywood-film any time.

Da vi landede i Male var det næsten som at lande med en jumbo jet på vandet. Der var i hvert fald vand til alle sider, men et eller andet sted under os var der altså en landingsbane.

Ganske som der skulle, ventede der os en speedbåd ved lufthavnen, og snart efter fløj vi ud over vandet. Det er næsten med en form for ængstelighed, at man nærmer sig sin ø. Man ved jo, at det er her, man skal være i 12 dage...og der er ikke så meget man kan lave. Så der har bare at være rart!

Da båden efter en 40 minutters sejllads ankommer til vores lille sandkasse midt i havet er der en mand, der står og venter på os. Tror aldrig jeg er blevet budt velkommen til et hotel før med et personligt håndtryk. Kort efter sidder vi i en lidt forvokset golfvogn, der kører os de 100 meter hen til receptionen. Og her venter der os et lille bord med en drink og vores navne skrevet på et palmeblad - hvor vi kan sidde og hygge os, mens vi venter på, at vi bliver ordentligt skrevet ind på hotellet med vores pasnumre mv. Ret tjekket, alt i alt.

Herefter bliver vi og et andet par kørt i den forvoksede golfvogn til vores værelser. Vi bliver sat af ved en strandvilla i to etager. Vi ved ikke helt hvad vi skal sige - mest af alt, fordi det ikke er det, vi havde bestilt (og fordi dette hus er en del dyrere!), men der er ikke rigtig nogen af os, der kan finde ud af i situationen at sige, det er helt forkert. Så da golfvognen kører videre med det andet par har vi lige 5 minutter med almindelig panik.

Men så ringer telefonen og vi får at vide, vi har fået et forkert værelse. Kort efter er golfvognen tilbage og læsser det andet par af, som selvfølgelig skulle have haft vores to etagers hus. I stedet kommer vi det rigtige sted hen - en smule mindre luksus, men helt perfekt.

Så nu ligger vi her - i hængekøjen og på sofaen og lytter i havet. Vi har været rundt om øen, men mere om det et andet sted.

Og nu kommer maden...

Forberedelse (Maldiverne)

Her er noterne fra vores forberedelse til Maldiverne:

Hvad skal vi have med af valuta? 
Løsning: Deres valuta hedder Rufiyaa, men hotellet tager imod dollars, og da de er de eneste, vi skal handle med, så bliver det nok dollars...

Arranger transport fra Male lufthavn til hotellet
Løsning: Vi skal finde en mand i lufthavnen med et skilt fra hotellet - og han sejler os i speedbåd derhen. 

Vaccination
Tjektegn ud for det. Sikkerrejse.dk sagde, vi skulle stikkes både mod difteri-stivkrampe og hepatitis A. Stivkrampe fik vi begge, da vi var på vores legendarisk rædselsfulde tur til Sharm el Sheik, og vi kunne have undgået hele denne omgang prikvise smerte, hvis vi også bare dengang havde husket at blive genvaccineret for hepatitis A - så ville den gælde 25 år. Men frivillig smerte er ikke lige os, så det kom vi til at glemme at huske. Til gengæld gælder det i 25 år fra nu, fortalte den flinke, temmelig hippieagtige damelæge. Så nu kan vi give den gas, til vi begge er 55...  

Pis - pas!
1½ uge før afrejse læser vi ved et tilfælde på Udenrigsministeriets hjemmeside, at et pas til indrejse i Maldiverne skal være gyldigt 4 måneder efter indrejsen. Det er Lars' pas ikke. Utroligt vi ikke lige har fået tjekket det før! Nu har vi været på Borgerservicekontoret, og hvis vi er heldige, så er det færdigt på tirsdag. det kunne godt være endt i en gyser... Men et nyt pas koster 600 kr, og vaccinationerne blev i alt 1200. Man glemmer nogen gange alle de små formuer, det også koster at rejse, ud over billetter og hotel.

Indkøb af anti-sol-gear
Solcreme faktor 30 og 50 blev indkøbt i dag. Det virker helt vildt, men når solstyrkeskalaen på solweb.dk går fra 1 til 10, og solstyrken på Maldiverne er angivet som 12+...så er der vist ingen grund til ikke også at toppe skalaen for solcremefaktor... Vi har også købt en solhat til Andreas med den høje pande og det sparsomme hår samt bluser til at have på, når vi snorkler og ikke vil blive solskoldede på ryggen. Denne gang skal det lykkes med en strandferie, som vi ikke kommer lilla og skoldede hjem fra!

Rejsevaskemiddel
Er ikke købt endnu. Det er bare meget rart lige at kunne skylle noget op i vasken... Men hvor har de det? Satsede på Matas, men damen med striberne så nedladende på mig, da jeg forespurgte om noget så bizart. Hvor så? Spejder Sport?

Strandlegetøj
Fjollet, ja. Men man kan gå rundt om hele øen på et kvarter. Vi er nødt til at finde glæden i fjollede, meningsløse tidsrøvere, så som at kaste en fresbee frem og tilbage i strandkanten. Vi har lidt. Skal vi have mere?

Snorkeludstyr
Tjek. Vi fik super snorkel og svømmefødder i julegave, og har selv suppleret op med masker. Skal huske vaseline til Andreas' overskæg. Det er åbenbart manglen på vaseline i overskægget, som alle de gange har medført en sikker siven af vand ind i masken med medfølgende nær-druknescener fra lettere vandpaniske Andreas. Hvad man ikke kan lære, når man frekventerer sande eksperter, så som de venlige folk fra Kingfish Dive & Travel...


Hvad har vi glemt?